Det kribler og krabler på Østerbro-skole

21. juni 2018 - Pressemeddelelse

På Langelinieskolen på Østerbro i København har eleverne fået jord under neglene og plantevækst på skemaet.

Skolen har fået forskønnet sin have med en grøn væg og mini-biotop i forbindelse med projekt ’Krible Krable’. Byggros har leveret samtlige planter.

Fem ambassader som nærmeste naboer

Hektiske Østerport Station et stenkast derfra og den befærdede Østerbrogade for enden af vejen. Langelinieskolen ligger midt i det område, som går under betegnelsen indre Østerbro. Et velhaverkvarter med en mangeårig historie og hjemsted for en række flotte, spektakulære bygninger.

Området er dog ikke hjemsted for vild natur og et rigt dyreliv. Snarere tværtimod. Men det vil det såkaldte Krible Krable-projekt, som er skabt i samarbejde mellem Naturvejlederforeningen og DR Ramasjang og støttet af Nordea-fonden, lave om på.

Visionen med projektet er, at børn bliver inspireret til at undersøge og udforske naturen og dens beboere. Og så handler det om at få naturen ind i storbyen. Lige dér hvor Langelinieskolen ligger. En skole, der – som den eneste københavnerskole – har en blomstrende have med træer, dyr, bålplads, drivhus og alt, hvad naturhjertet begærer.

Grøn væg og mini-biotop giver spørgelystne elever

Nu kribler og krabler det endnu mere på Langelinieskolen, som den 1. maj i år fik leveret en grøn væg og en mini-biotop.

"Det betyder meget for os, at vi kan støtte op om Krible Krable. Vi er med til at give børnene et forhold til den vilde natur og give dem indsigt i, hvordan insekter er en del af at større kredsløb. Et barn i storbyen har også ret til at vokse op blandt natur," lyder det fra Louise Hansen, teknisk salgskonsulent hos virksomheden Byggros, som har leveret samtlige planter til Krible Krable-projektet.

Den grønne væg og mini-biotopen, et område bestående af særligt udvalgte planter, er blevet en del af elevernes natur- og teknologiundervisning fra 0. til 3. klasse. Samtidig kan børnene på skolens fritidsinstitution udforske planter og insekter, når skoledagen er omme.

"Det gjorde virkelig noget for miljøet og stemningen her i skolens have, da væggen og biotopen blev sat op. Eleverne udviser stor interesse for planterne og stiller mange spørgsmål. Det giver gode samtaler om bl.a. vækstbetingelser og øger indlæringen," fortæller Susanne Borg, skolens naturvejleder.

Solitærbi bygger rede

Det er ikke kun elevernes indlæring, planterne er med til at øge. Bestanddelen af insekter øges også. Og det er ganske vigtigt, da insekter såsom vilde bier lever under trange vilkår med mangel på gode levesteder og bivenlige planter.

"Det er altafgørende, at vi får naturen bragt ind til byen. Vi burde have grønne vægge som den, vi nu har fået, overalt i byrummet," mener Susanne Borg.

"Det er helt tydeligt at se, hvordan planterne tiltrækker insekter. Lige nu har en solitærbi f.eks. bygget rede i den grønne væg fra Byggros. Samtidig har jeg lagt mærke til, at andre biarter bruger væggens indbyggede vandingssystem som drikketrug her i varmen."

Den grønne væg, som også går under navnet BGreen-it Living Wall, og mini-biotopen består af en lang række overdrev- og engplanter. De tæller alt fra bredbladet timian og gul snerre til engkarse og kattehale. Planterne er dyrket til Byggros af projektet URBANGREEN, hvis koncept omfatter endnu flere forskellige naturtyper.

Billeder og billedtekst til medsendt materiale:

Billede 1: Den grønne væg BGreen-it Living Wall fra Byggros er blevet plantet til med mini-biotoper. Billede 1: Den grønne væg BGreen-it Living Wall fra Byggros er blevet plantet til med mini-biotoper.

Billede 2: Den grønne væg BGreen-it Living Wall fra Byggros er blevet plantet til med mini-biotoperBillede 2: Den grønne væg BGreen-it Living Wall fra Byggros er blevet plantet til med mini-biotoper

Billede 3: Mini-biotopen med planter fra Byggros er installeret i en gammel båd doneret af en forælder på skolen. Op langs huset, hvor grisene bor, ses Byggros’ grønne væg.Billede 3: Mini-biotopen med planter fra Byggros er installeret i en gammel båd doneret af en forælder på skolen. Op langs huset, hvor grisene bor, ses Byggros’ grønne væg.

Billede 4: Det kribler og krabler i Mini-biotopen.  Fotokreditering: Susanne Borg Billede 4: Det kribler og krabler i Mini-biotopen.

Fotokreditering: Susanne Borg